Besøg Ejer Bavnehøj
Ejer Bavnehøj er sammen med Møllehøj det højeste naturlige punkt i Danmark. Udsigten fra toppen er storslået, ikke mindst fra det 12,5 meter høje genforeningstårn rejst i 1924 til minde om genforeningen med Sønderjylland i 1920.
Tårnet består af en dobbelt triumfbue vendt mod alle verdenshjørner. Mod syd er en markant portrætbuste af Kong Christian 10. Selv mente kongen, det lignede et tyrehoved.
Møllehøj ligger kun 200 meter fra Ejer Bavnehøj og er i praksis én og samme top. Hele højdedraget mellem landsbyen Ris og Yding Skov bliver kaldt Ejer Bjerge.
Fra Genforeningstårnet har du en pragtfuld udsigt over det smukke landskab og de øvrige højdepunkter i Ejer Bjerge. I klart vejr kan du desuden se til Samsø og Lillebæltsbroen.
Har du husket traveskoene, kan vi anbefale Sporet i Ejer Bjerge. Følg skiltene og nyd den 1,5 km vandretur – så kan du bryste dig af at have besteget Danmarks højeste punkter.
For børn
I et hjørne af Ejer Bavnehøj finder I en legeplads, hvor børnene kan løbe, klatre og bruge kroppen – og samtidig bliver klogere på stedet og dets historie, bl.a. sagnet om Ma Ram. Tag en pjece ved kiosken eller hent pjece her
Legepladsen består af:
- Ma Ram – 2,3 m høj skulptur i eg
- Kost – som huggede lindormen i stumper og stykker
- Rokkepæl – som manede Ma Ram i jorden, da hun gik igen
- Bro – som forbinder elementerne via en sti
- Informationstavle
Oplevelser
Ejer Bavnehøj har i generationer dannet rammen om taler og årligt tilbagevendende begivenheder, blandt andet grundlovsfester, underholdning, musik og folkemøde.
I dag tiltrækker området også mange motionister, der vil udfordre sig selv og hinanden. Læs mere under Nyheder.
Nyd jeres mad på toppen
I er velkomne til selv at medbringe jeres egen mad, som I kan spise i de grønne oaser, ligesom I gerne må benytte borde og bænke i området, også dem ved kiosken.
Forfriskninger fra Møllehjulet
Kiosken Møllehjulet byder på is, mad og drikkevarer, og der er masser af borde og bænke. Eller find en grøn plet og bred tæppet ud. Se udvalg og åbningstider her eller på FaceBook. Større grupper kan med fordel kontakte Møllehjulet i forvejen.
Gratis parkering
Der er en stor parkeringsplads på toppen – og den er naturligvis gratis og uden tidsbegrænsning. Her er både plads til biler, autocampere, busser og motorcykler.
Find vej
Ankommer du fra motorvej E45 syd for Skanderborg, kører du fra ved afkørsel 54 “Ejer Bavnehøj” og følger skiltene gennem landsbyen Ris mod Ejer Bavnehøj.