Bestig Bjerge

BestigBjerge.dk er Danmarks svar på “The seven summits”.

En friluftsaktivitet, som gik i luften i efteråret 2006. Femten højdepunkter i Søhøjlandet indgår i aktiviteten. Sidste skud på stammen er Lerbjerg på Fyn. Med i det højeste selskab er også Frøbjerg Bavnehøj, Vissenbjerg, Jyske Ås og 15 toppe i Søhøjlandet.

Ejer Bavnehøjs Venner tog initiativ til dette projekt fordi: Vi vil vise nye sider af kendte toppe, give de slidte en renæssance og dyrke ukendte højdepunkter, som venter på at blive besteget. Folk får informationer om hver enkelt top, friske oplevelser i den rå natur og kan tage del i en konkurrence om at tilbagelægge højdemeter.

Landskabsarkitekt Bendt Nielsen, der har designet konkurrencen og udvalgt udfordrende bjergruter, fortæller:

“Først printer man fra hjemmesiden en bjergbeskrivelse og kører ud til bjerget. Man skal finde en 3-cifret kode ved bjergets fod (typisk en parkeringsplads) samt en kode nær selve toppen. Koderne er gemt af vejen på små skilte, som eksempelvis findes under borde og bænke. Når man er tilbage foran en computer, indtaster man koderne fra bestigningen. I løbet af sekunder udregnes automatisk antal højdemeter og den individuelle placering i den samlede konkurrence. Når man har besteget alle toppe, overføres man automatisk til ‘Hall of Fame’.”

Omdrejningspunktet er hjemmesiden BestigBjerge.dk, hvor alle uanset alder og kvalifikationer kan registrere sig som bjergbestiger. På hjemmesiden kan man udprinte bjergbeskrivelser og kort og se en række stemningsfulde billeder fra højderne.

Formand for Ejer Bavnehøjs Venner Viggo Rasmussen siger:

“Idéen til den nye bjergdisciplin er født af fjeldkongen Roger Pihl fra Oslo. Roger udgav i 2005 bogen ‘Guide til Danmarks bjerge’, hvor vi for alvor blev klar over, at vi har bjerge. Bare på verdens laveste niveau med en gennemsnitshøjde på 31 meter. Ikke kun vore norske brødre med højdeskræk har nu et alternativ til farefuld fjeldklatring. Bogen og BestigBjerge.dk vækker også bjergbestigeren til live hos mange danskere, og inden længe kan svenskere læse med på svensk.”

BestigBjerge startede som et pilotprojekt i Søhøjlandet og er støttet af Friluftsrådet og Midtjysk Turisme. BestigBjerge er i dag forankret under VisitSkanderborg.