Ma Ram går igen
Den frygtindgydende heks Ma Ram, som reddede Ousted Kirke fra at blive knust af Lindormen, er genopstået i et hjørne på Ejer Bavnehøj.
Ma Ram er første figur på en unik legeplads tematiseret over sagn om Ma Ram.
Legepladsen består af:
- Ma Ram – 2,3 m høj skulptur i elm
- Kost – som huggede lindormen i stumper og stykker
- Rokkepæl – som manede Ma Ram i jorden, da hun gik igen
- Bro – som forbinder elementerne via en sti
- Informationstavle
Etape 2 af legepladsen skal formentlig opføres langs en sti i området, hvor Restaurant Ejer Bavnehøj var placeret.
Flere sagn om Ma Ram
Et oldgammelt sagn fortæller, at bjergfolket lå med små røde huer på Møgelhøj om foråret og solede sig. Om natten dansede de og holdt legestue under bakken, der stod på gloende pæle. De samme trolde skulle have revet Ousted Kirke ned, da man startede med at bygge den på selve Møgelhøj. En klog kone ved navn Ma Ram lod to hvide stude bestemme, hvor kirken skulle ligge. Den store Lindorm – måske fra Lindbjerg – slyngede sig om Ousted Kirke for at knuse den. Men Ma Ram reddede igen situationen, da hun med sit kosteskaft slog lindormen midt over. Det ene stykke slog en lavning neden for kirken kaldet Ma Rams hul, og det andet skabte Tebstrup Sø eller Ris Mose. (Kilde: Bl.a. folkemindesamler Evald Tang Kristensen, 1895.)
Folkemindesamler N. P Randløv (gårdejer i Tåning) har beskrevet denne version af sagnet:
Der var en slem kjælling i Ris, som hed Ma-Rams. Hun gjorde megen fortræd, medens hun levede, så derfor gik hun igen efter sin død; men så blev hun manet ned ude ved Ousted Kirke på det sted, som nu kaldes Ma Rams hwol. Folk kan endnu huske, at der stod en egepæl i hullet, og den var rammet igjenem Ma Rams. Når der kom nogle og rokkede ved pælen, begyndte hun al tid: “Rok igjen, så ska do fo en rø smørrebrø te di dø;” men rokkede de så igjen, så trak hun dem ned til sig og vred halsen om på dem. Noget lignende var forresten også tilfældet ved Østbirk mark, hvor Slante-Lavs, som var præst på stedet, havde manet én ned. Der skulde man også vare sig for at rokke ved pælen. Slante-Lavs var ellers en meget klog mand, og når han drog af by, kunde han lige godt se, hvad de bestilte hjemme. En gang, da han var borte, vilde folk leve højt så længe, og pigerne vidste nok, hvor tønden med det gode øl var. Men da en af pigerne havde tappet af denne tønde, kunde hun ikke få tappen i igjen. Hun måtte stå med fingeren i hullet, til præsten kom hjem og løste hende med ordene: “Hvad vilde du der efter?”
Nabo til Ma Rams Hwol Kirsten Friis Rasmussen genfortæller denne version af sagnet:
I Ousted Sogn boede en kvinde ved navn Ma Ram. Nogen siger, hun var gift med ridefogeden på Tammestrup. Folk var bange for hende – man sagde hun kunne have ”onde øjne”. Så hun på en kvinde, der ventede barn, kunne fødslen blive svær, eller barnet vanskabt. Ligeså med dyr. Så da Ma Ram døde, drog sognet et lettelsens suk. Men sådan skulle det ikke gå. Når der holdtes gilder rundt på gårdene, kunne man pludselig se Ma Ram side overskrævs på mønningen og huje og synge.
I Hylke boede præsten Slante Laurits. Han trak på sit ene ben, og han kunne mere end sit Fadervor. Han kunne mane. Folk fra Ousted bad om hans hjælp: Han sagde Ma Ram skulle manes i jorden, hvor tre mænds jord mødes. Derefter skulle en tyk egepæl hamres ned, medens han manede sine ord. Derefter blev der ro på egnen.
Mange år senere gik nogle mænd i engen tæt på Ma Rams sted. De skulle gøre grøfter op. En svær egepæl kom dem i vejen, så de gravede omkring den og rokkede med den. Pludseligt hørte de nede fra dyndet en lyd, som hviskede: ”Rok igen”. De lod pælen være og Ma Ram blev glemt. Da motorvejen i 1980 åbnedes, blev Ma Ram nærværende igen i folks tanker. Motorvejen går tæt forbi stedet, hvor hun er manet ned – Ma Rams Hwol. I mørkningen, tåge, snefog og uvejr skal man være varsom, når man passerer Ma Rams Hwol lige neden for Ousted Kirke. Flere bilulykker er sket i tidens løb.
Legepladsen er udført af et kreativt team bestående af arkitekt Ib Hornbech, Århus, formidler Bendt Nielsen, Ry, skovmand Palle Wisbech, Tebstrup og trækunstner Allan Bo Jensen, Søndersø.