Historien om Ejer Bavnehøj
Hvad er højest i Danmark?
I 1953 genvandt Ejer Bavnehøj titlen som Danmarks højeste punkt. Til skiftende tider har der dog været andre opfattelser. For godt halvanden hundrede år siden troede man, Himmelbjerget var højest. Nogle udlændinge tror det såmænd stadig. Men Generalstaben flyttede i 1847 det højeste punkt fra Himmelbjerget til Ejer Bavnehøj.
Den første “nøjagtige” måling i 1875 viste 172 meter over havet. Ikke desto mindre påstod nogle fanatikere i 1940’erne, at Ejer Bavnehøj kun var fjerdehøjest. Højst interessant, hvordan en absolut størrelse kan variere fra tid til tid og fra person til person.
“Jamen, kan det da ikke være lige meget, om det ene punkt måske er få centimeter højere end det andet?”, tænker nogle sorgløse læsere måske. Nej, det er bestemt ikke ligegyldigt! For det første er der selvfølgelig kun én vinder. Det er alene et spørgsmål om definition og decimaler. For det andet har vi en nedarvet trang til kappestrid og til at bestige højdepunkter. Og synes du ikke, det er vigtigt, så tilhører du nok alligevel hovedparten, som ikke kan lade være med at grine med.
Ballademageren Luplau Janssen
Alt åndede fred og fordragelighed, indtil magister Carl Luplau Janssen satte sindene i kog i 1941. Han var en kendt astronom, der ejede Urania-observatoriet i København, og han havde i en årrække været leder af observatoriet i Rundetårn. Under et besøg på Ry Højskole blev Luplau Janssen spurgt af forstander Therkelsen, om ikke et eller andet punkt i Yding Skov kunne være højere end Ejer Bavnehøj. Set fra højskolen syntes Terkelsen, at så det ud som Yding Skovhøj var lidt højere. Han var lidt bange for, at det var synsbedrag, men spredte alligevel tvivlen. Luplau Janssen havde en iboende forskertrang og tog udfordringen op. Han nåede i en artikel i dagbladet Politiken og Horsens Folkeblad 11. august 1941 frem til denne opsigtsvækkende konklusion: “Ikke Ejer Bavnehøj, men Yding Skovhøj er Danmarks højeste punkt.” Luplau Janssen argumenterede med, at Generalstabens måling på 172 m var på toppen af oldtidshøjen på Ejer Bavnehøj:
“Den gamle gravhøj blev fjernet, og i 1923 er der i stedet for rejst et genforeningsmonument, et 13 m højt, firkantet tårn. Den gamle gravhøjs højde er ikke målt, men overensstemmende vidnesbyrd siger, at det nuværende tårns platform ligger nøjagtig 10 m over den gamle gravhøjs top. Tårnet er 13 m højt, vi kan altså slutte, at den nuværende bakketop ligger 3 m under den gamle gravhøjs øverste punkt. Bakketoppen ligger altså kun 169 m over havoverfladen.”
Om Yding Skovhøj skrev Luplau Janssen, at grundfladen lå 168 m over havet. Der var ingen nøjagtige mål på stedets to gravhøje, men den stedkendte mejeribestyrer Carlsen fra Såby Mejeri mente, at den største af højene målte 3 m. Efter at have korresponderet med Geodætisk Institut præsenterede Luplau Janssen denne stilling på højdekonkurrencen:
- Yding Skovhøj 171,4 m
- Lindbjerg 170,1 m
- Møgelhøj 169,5 m
- Ejer Bavnehøj 169,0 m
“Man vil måske synes, at det er en meget kraftig omplacering, men det eneste der i virkeligheden er sket, er, at Ejer Bavnehøj er forsvundet”, sluttede Luplau Janssen noget provokerende. Han opfattede alene betegnelsen Ejer Bavnehøj som gældende for den gamle gravhøj og ikke hele bakkedraget.
Degraderet ved en fejltagelse
Luplau Janssens revolutionerende artikel vakte betydelig opsigt landet over. I en lang årrække havde man i skolen lært, at Ejer Bavnehøj var landets højeste punkt. Og pludselig var det degraderet til en fjerdeplads. Horsens Folkeblad fulgte slagets gang og antydede straks, at det var selvforskyldt: “Ejer Bavnehøj blev degraderet ved en fejltagelse. Man dannede et selskab for at bevare Danmarks højeste punkt, men gravede fem år senere af højen.”
Horsens Turistforening betragtede Ejer Bavnehøj som en af foreningens bedste attraktioner, man med stolthed viste frem for turister. I første omgang slog man opstandelsen hen med, at undersøgelserne var foretaget af en privat mand. Turistforeningen betvivlede ikke Luplau Janssens udtalelser, men ville dog afvente Geodætisk Instituts erklæring om sagen og udtalte fremsynet: “Propagandamæssigt tror jeg ikke, at vi lider noget tab. Tidligere reklamerede vi kun med Danmarks højeste punkt, men nu kan vi reklamere med, at Danmarks fire højeste punkter er beliggende her på egnen.”
Lokal opstandelse
Gårdejer Mads Mølgaard, der var mangeårig formand for Ejer Bavnehøjselskabets bestyrelse, foretog selv forskellige målinger med et nivelleringsinstrument. For ham var det tydeligt, at Møgelhøj lå mere end 1 m under Ejer Bavnehøj. Derimod havde han svært ved at måle Yding Skovhøj pga. skovbevoksningen. Mølgaard troede ikke på Luplau Janssens beregninger og sagde uden at skælve: “Kæmpehøjen er kastet op med menneskehænder, og det er derfor et spørgsmål, om man skal måle fra kæmpehøjens top eller fra bakkens top. Vi kunne jo sagtens om galt skulle være kaste en større jordvold op på Ejer Bavnehøj, så at Yding Skovhøj kæmpehøje blev overgået.”
To kendte Gedved-borgere, læge Ove Høegh-Guldberg og seminarielærer Gunnar Dam Jeppesen, tog også skarp afstand fra magisterens påstande. “Gad vide om Luplau Janssen overhovedet havde sat sin ben på egnen eller kun betragtet bakkepartiet fra et tårn på Ry Højskole,” sagde de til Horsens Folkeblad. De anklagede Luplau Janssen for at udbrede sig med videnskabelig skråsikkerhed inden først at opfordre Geodætisk Institut til at måle efter.
Geodætisk Instituts direktør, professor N. E. Nørlund, tog bladet fra munden og proklamerede, at instituttet i september 1941 ville foretage en ny opmåling af Ejer Bavnehøj. Til avisen sagde Nørlund: “Vi måler de højeste punkter og tager ikke hensyn til, om det er bakkens naturlige leje, eller det er en opkastet jordhøj. Denne fremgangsmåde er brugt overalt.”
En afdelingsmeteorolog ved navn Leo Lysgård blandede sig og foreslog, at man lavede en nøjagtig højdemåling ved hjælp af et barometer med torricelli-rør. Det gjorde man på Pay de Dôme (Himmelbjerget i Auvergnes højland) og på Mont Blanc i 1787 med sikkert resultat.
Luplau Janssen gik til modangreb
Statsradiofonien (nu Danmarks Radio) programsatte Luplau Janssen til at holde et foredrag om danske højdepunkter 15. august 1941, men det blev aflyst. Om hovedpersonen fik kolde fødder pga. den tilspidsede diskussion, eller om radiofonien udøvede censur, vides ikke.
Dagen efter var Janssen i Horsens Folkeblad, hvor han afviste, at Mølgaard med sine målinger afkræftede magisterens resultat. Enige var de dog om, at en afgørelse fra Geodætisk Institut måtte alle parter bøje sig for. Høegh-Guldberg og Dam Jeppesen fik også svar på tiltale. Det var ikke “sensationsmageri”, sagde Luplau Janssen og tilføjede: “Jeg har været på åstederne adskillige gange – også i sommer. Den eneste slutning mine to angribere drager, er den, at jeg i sommer boede i Ry. Med deres kendskab til egnen må de da vide, at min vej da måtte falde forbi enten over Kloster Mølle eller Fuldbro.”
Ingeniørstuderende målte efter
Et hold kommende bygningsingeniører fra Horsens Byggeteknikum foretog om eftermiddagen 21. august 1941 nogle grundige opmålinger. Det skete under skarp kontrol af civilingeniør Lipp, så alle linjer blev målt efter med to apparater. Deres sensationelle resultat lød:
- Yding Skovhøj 172,20 m
- Ejer Bavnehøj 171,04 m
- Møllehøj 171,02 m
Kun 2 cm ned til Møllehøj. Horsens Folkeblad gav dagen efter denne patetiske bemærkning med på vejen: “I går faldt dommen og den er inappellabel……De unge bygningsingeniører på dette eksamenshold vil altid blive husket, som de, der fældede den endelige afgørelse i sagen om, hvilket punkt, der er Danmarks højeste.” Dommen blev dog senere “appelleret” og underkendt!
Flyt tårnet til Yding!
Høegh-Guldberg fra Gedved erkendte sit nederlag, men tabte ikke mælet: “…jeg er modstander af Luplau Janssen, fordi han laver sensation ud af sit nummer, og fordi han slet ikke er sagkyndig. Nå, men måske har han alligevel været heldig og får ret, men så synes jeg, at tårnet på Ejer Bavnehøj må fjernes. Det er komisk at have et tårn på Danmarks tredjehøjeste punkt. Så vort fredstilbud går ud på, at vi tager tårnet og flytter det over på Yding Skovhøj. Er det ikke en rimelig løsning? Vi andre har så levet vort liv på en løgn. Geodæterne har taget fejl i 1875, for jeg vil påstå, at udgravningerne i 1924 ikke har gjort Ejer Bavnehøj lavere. Og den påstand vil jeg forsvare til min dødsdag.”
Ført an af professor N. E. Nørlund, statsgeodæt Chanteloupe, oberstløjtnant Berthelsen og kaptajn Gabel Jørgensen kom geodæterne med autoriseret måleudstyr 11. september 1941 og landede på dette foreløbige resultat:
Nr. 1 Yding Skovhøj
Nr. 2, 3, 4 og 5 – forskellige punkter omkring Yding Skovhøj
Nr. 6 Ejer Bavnehøj
Professor Nørlund ville dog samme dag ikke løfte sløret for de nøjagtige højdemål, men tog tilbage til København for at regne måleresultaterne efter. Belært af den lange diskussion om de få centimeter, ville han være sikker i sin sag.
I oktober måned 1941 holdt Nørlund et foredrag i Geografisk Selskab om Ejer Bavnehøj-målinger. Nu havde han overraskende skiftet mening om udgangspunktet i de menneskeskabte punkter. Det fornærmede naturligvis Luplau Janssen, som gik til aviserne i en skarp tone:
“Det nye standpunkt synes mig ikke godt. Der er fundamental forskel på en gammel gravhøj, der har ligget på stedet fra Arrilds tid og et moderne bygningsværk som tårnet på Ejer bakke. Det turde vel være svært at fastslå, hvorledes bakkens naturlige leje er under en kæmpehøj.”
Højdestrid afgjort i 1953
Diskussionen forstummede, poppede op med mellemrum, men først i 1953 satte Geodætisk Institut et endegyldigt punktum i sagen. Jyllands-Posten dækkede sagen og afkrævede på Ejer Bavnehøjsselskabets vegne en endelig afgørelse.
Professor N. E. Nørlund skrev i sit officielle svar 12. februar 1953: “Ejer Bavnehøj 170,95 m – punkt vest for Yding Skovhøj 170,89 m. Spørgsmålet om, hvilket punkt, der må anses for at være Danmarks højeste, er til syvende og sidst en smagssag, men det skønnes rimeligt at vælge den faste jordoverflade for at undgå stadige ændringer af dette begreb. En opkastet lille jordhøj ved Ejer vil, i lighed med Yding Skovhøj, således distancere skovhøjen.
I øvrigt henledes opmærksomheden på, at man – såfremt de af menneskehænder skabte højder skal medtages, eksempelvis for Rytterknægten på Bornholm, hvis naturskabte kote er 162 m, med en højde på 21,6 m for Kongemindet, når op på 183,6 m, altså højere end Ejer-tårnet.
Hvad angår kæmpehøjen på Ejer, der forsvandt ved tårnets bygning, opgives i 1921 denne kæmpehøjs højde til 1,75 m, således at dens top havde koten 172,70 m. Et jordfast punkt, der alt efter jordens bearbejdning kan gøre selv Ejer rangen stridig, findes på bakken vest for Ejer (Møllehøj, red.), hvor toppen af en plovfure vil kunne nå enkelte centimeter over selv Ejerpunktets kote.”
Punktum – kun sølle 6 cm udgjorde forskellen! Myndigheden havde sagt det sidste ord i sagen. Ballademageren Luplau Janssen og duellanten Høegh-Guldberg, og alle andre, der tog del i debatten, måtte bøje sig for højdernes tilstand. Og folk begyndte langsomt at vænne sig til tanken.
Protokollen 3. juni 1964:
“Pressen – især Jyllands-Posten beskæftiger sig tid efter anden med højdeforholdene omkring Ejer Bavnehøj og fremhæver herunder Yding Skovhøj som Danmarks højeste punkt (…) Da også vore dages skolebøger fremhæver YS som Danmarks højeste punkt, enedes man om at rette henvendelse til Undervisningsministeriet for at få vildfarelsen rettet.
Protokollen 29. januar 1965:
“Henvendelsens til Undervisningsministeriet angående højdeforholdene synes ikke at have gjort indtryk.”
Kort & Matrikelstyrelsen finjusterede højdemålene til Ejer Bavnehøj 170,89 m og Yding Skovhøj 170,83 m, da man i 2002 indførte et nyt målesystem. Ikke desto mindre møder man selv nu om dage mange mennesker – endda offentlige myndigheder – som ikke har styr på højderne. Myten om Yding Skovhøj lever stadig i bedste velgående. Men det nytter jo ikke at holde fast i kunstige og fleksible højdepunkter, som f.eks. gravhøje, jordbunker, tårne, flagstænger, bropiller og antennemaster. Her gælder kun ét korrekt udgangspunkt, og det er den faste jordoverflade, sådan som den nu engang er skabt fra naturens side.
Det er derfor hævet over enhver tvivl: Ejer Bavnehøj er med sine 170,89 meter over havet (indtil 2005) det højeste naturlige punkt i Danmark! Det har det altid været, og det vil det blive ved med at være!
Kilde: Toppen af Danmark, 2004
Er du nysgerrig efter mere historie?
Vi har samlet flere historiske godbidder, som vi kan anbefale at dykke ned i. Klik på overskrifterne for at blive ført videre.
Signalpost og bavneblus
Ejer Bavnehøj har sit navn fra byen Ejer – og stedets funktion som
signalpost. En bavn er en stabel af brænde eller halm anlagt på en bålhøj (bavnehøj). Ved fjendtligt angreb tændte man bålet for at alarmere egnens folk – og for at tilkalde reserver. Der anlagdes bavnelinjer gennem landet til samlingsstederne. Det var faktisk datidens telegraf.
Arkitektkonkurrence
Med i alt 35.000 kr. på bordet havde Ejer Bavnehøjsselskabet råd til arkitektkonkurrence, honorar, byggeri og portrætbuste af kong Christian 10. De samlede omkostninger svarende dengang til prisen på en præsentabel landejendom med besætning og 30-40 tdr. land. Det var rigeligt til at brødføde en familie med en halv snes børn og tjenestefolk.
Bjerget lå upåagtet hen
Generalstabens målinger udpegede i 1847 Ejer Bavnehøj som Danmarks højeste punkt, men i folks bevidsthed stod Himmelbjerget længe som det højeste. Bjerg lyder af mere end høj, og turen op til Himmelbjerget var mere dramatisk.
Indvielse af pladsen i 1918
Ejer Bavnehøjselskabet, der var blevet stiftet i 1917 med henblik på at få området omkring Ejer Bavnehøj fredet og gjort offentligt tilgængeligt, ønskede bl.a. også, at stedet kunne blive samlingssted for egnens befolkning. Allerede året efter – søndag 7. juli 1918 – indviedes området i forbindelse med afviklingen af det første folkemøde, der trods køligt, blæsende vejr samlede langt over et tusinde deltagere.
Overlæreren fra Hobro
I sommeren 1916 fik egnen omkring Ejer Bavnehøj besøg af en ikke helt almindelig turist: Harald Viggo Johansen, overlærer og organist i Hobro, kom en dag forbi. Han var meget interesseret i Danmarks højdepunkter, som han ønskede fredet og udbygget turistmæssigt, men da han ville se Danmarks højeste punkt, blev han til sin store skuffelse mødt af et skilt med påskriften “ADGANG FORBUDT”. Men overlæreren fra Hobro lod sig imidlertid ikke stoppe.
Tårnplaner og indsamling
Tanken om at rejse et mærke på Danmarks højeste punkt var slet ikke ny. Men hvad de oprindelige idéer gik ud på, ved vi kun lidt om i dag. Stedet lå jo ubemærket hen indtil 1917, hvor Aktieselskabet Ejer Bavnehøj blev dannet og fredningen gennemført. Aktieselskabet talte dengang om at rejse et tårn, der kunne gøre den storslåede udsigt endnu større og videre. Det blev i første omgang ved snakken. Selskabet havde de første fem år travlt med at finde fodfæste, bygge anlæg, drive restauration i den nyopførte pavillon og introducere folkemøderne.
Ejer Bavnehøjs Venner
