Tårnplaner og indsamling
Tanken om at rejse et mærke på Danmarks højeste punkt var slet ikke ny.
Men hvad de oprindelige idéer gik ud på, ved vi kun lidt om i dag.
Stedet lå jo ubemærket hen indtil 1917, hvor Aktieselskabet Ejer Bavnehøj blev dannet og fredningen gennemført. Aktieselskabet talte dengang om at rejse et tårn, der kunne gøre den storslåede udsigt endnu større og videre.
Det blev i første omgang ved snakken. Selskabet havde de første fem år travlt med at finde fodfæste, bygge anlæg, drive restauration i den nyopførte pavillon og introducere folkemøderne.
Fra primært at være et lokalt samlingspunkt udviklede Ejer Bavnehøj sig til i stigende grad at blive et turistmål. Man ville give stedet en mere fremtrædende plads i folks bevidsthed.
På det jævne
Tårn-tankerne genopstod i 1922 i kølvandet på genforeningsbølgen.
Temmelig langt oppe i Jylland følte man stærkt for at markere genforeningen. Kører man en tur i landskabet, vil man ofte kunne se, at der står en stor rødbøg i gårdenes haver. Den er plantet i starten af 20’erne for at vise det danske sindelag. Plantede man derimod en eg, var man tysksindet, det ses flere steder især i Sønderjylland.
På Ejer Bavnehøj ville man mindes genforeningen med et tårn.
Naturligt nok skulle tårnet være et vidnesbyrd om glæden ved Nordslesvigs genforening med Danmark. Landet over blev der rejst mærker og sten til minde om genforeningen med Sønderjylland i 1920. Om genforeningsstenen på Ejer Bavnehøj hedder det, at den i overensstemmelse med folks jævnhed taler stilfærdigt om Danmarks glæde over det genvundne land.
Folket sang “på det jævne, på det jævne, ikke i det himmelblå, der har livet sat dig stævne, dér skal du din prøve stå” og “vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive, det tjener os bedst” – men ville ikke desto mindre højere op.
Op i tårnhøje højder.
Aktieselskabet ønskede nemlig: “Et monumentalt tårn, der udråber glæden over land og by og tillige gør fyldest som udsigtstårn.”
Måske var man inspireret af Himmelbjerget, der fik sit tårn i 1875 til minde om kong Frederik 7., som i 1849 underskrev Grundloven. Også dengang eksisterede fænomenet ”sådan-én-må-vi-også-have”.
I 1922 var der opråb i alle danske blade til folket om at yde et bidrag til rejsning af et udsigtstårn.
Chokoladefabrikant skød indsamlingen i gang
Ejer Bavnehøjselskabets appel om økonomisk bidrag havde en ven i redaktør Christian Friis, Skanderborg Amtsavis, og budskabet fandt i den grad genlyd, så der i løbet af et par måneder var indsamlet de nødvendige beløb på 35.000 kr. på landsplan Det hjalp, at den århusianske chokoladefabrikant Clausen (“Elvirasminde” – nu flødebollefabrikken “Samba”), tegnede sig for næsten en tredjedel af summen. Clausen, der stammede fra Ejer, skænkede nemlig i 1921 hele 3.000 kr. til en flagstang og et flag, som skulle hejses, så snart det var muligt pga. af det ventede kongebesøg.
Kongen overraskede imidlertid ved at komme med under ét døgns varsel, så det store flag kom aldrig op til tiden. Skuffelsen var dog ikke større hos Clausen, end at han i maj 1922 forhøjede sin gave med yderligere 10.000 kr. – altså samlet 13.000 kr. til et tårnmonument.
Så var indsamlingen skudt i gang.
Clausen skænkede i øvrigt også et beløb til Danmarks højest beliggende kirke (ca. 130 meter over havet) Ousted Kirke i forbindelse med en omfattende restaurering i 1920-22.
