Sønderjyllands genforening med Danmark

2020 var 100-året for Sønderjyllands (også kaldet Nordslesvigs) genforening med Danmark. Det blev markeret på Ejer Bavnehøj med en unik lydinstallation og et stort korarrangment 20. juni. Stedet er om noget knyttet tæt sammen med dramatiske kapitler i danmarkshistorien.

Kampe om grænsen
Vi skal helt tilbage til vikingetiden, hvor floden Ejderen var Danmarks sydgrænse. I 1460 blev Christian 1. valgt til landsherre både i Slesvig og Holsten mod at love, at de to hertugdømmer aldrig skulle skilles ad. Da Frederik 6. måtte afstå Norge til Sverige i 1814, fik han som kompensation hertugdømmet Lauenburg. Men den nationale udvikling i 1830-40’erne betød, at mange tysksindede ønskede at løsrive sig fra Danmark. De ønskede et selvstændigt Slesvig-Holsten og ville være en del af Det tyske Forbund. Konflikten førte til borgerkrig i 1848-50, hvor den danske hær sejrede i det afgørende slag ved Isted i juli 1850.

Den danske Rigsdag besluttede i 1863 at knytte Slesvig tættere til Danmark. Men da brød man en international aftale, og derfor udbrød den blodige 1864-krig mod Preussen og Østrig. Modparten talte dobbelt så mange soldater som den danske hær og var langt bedre udrustet. Den danske general de Meza rømmede i februar 1864 den faste bastion Dannevirke. Ved Dybbøl gik det rigtig galt i april 1864, hvor tusindvis af soldater mistede liv og lemmer.

Smertelige tab
”Vi lå ørkesløse og ventede på døden; de nyopfundne granater sønderslider og parterer deres ofre, slynger dem i stykker, så det undertiden ikke er muligt at kende en kropsdel,” skrev en menig soldat efter bombardementet af Sønderborg. Kilde: Slagtebænk Dybbøl af Tom Buk-Swienty, 2008.

Fredsaftalen i 1864 betød et smerteligt nationalt tab. Den danske helstat gik til grunde, da vi mistede alle tre hertugdømmer. Grænsen rykkede helt op til Kongeåen. Danmark blev en tredjedel mindre og mistede 40 % af sin befolkning. Efter 1. verdenskrig i 1914-18 fik indbyggerne i det nordlige og mellemste Slesvig mulighed for selv at afgøre deres nationale tilhørsforhold gennem en folkeafstemning i 1920. Et dansk mindretal, der i dag tæller ca. 50.000, måtte blive syd for den dansk-tyske grænse, mens der nord for grænsen var et tysk mindretal. Men genforeningen af Nordslesvig med moderlandet var en realitet.

Optændt af begejstring
Ildsjæle i Aktieselskabet Ejer Bavnehøj var optændt af genforeningsbølgen, der skyllede hen over landet i årene efter 1920. Hundredvis af genforeningssten er rejst i spontan glæde over afstemningsresultatet. Den højest placerede af dem alle står uden tvivl på Ejer Bavnehøj.

Den 13 tons tunge sten stammer fra en mark 3 km syd for højen. Godt 100 frivillige plus et forspand på 8 heste – udlånt af lokale bønder på skift – sled og slæbte i dagevis, før stenen nåede sit bestemmelsessted. Og så endelig, en råkold decemberdag i 1920, var sten og inskription klar til at blive afsløret:

HER ER JEG SAT SOM BAVTASTEN
DE SØNDERJYDER TIL ÆRE
DANSKE DE VAR, OG DANSKE DE BLEV
OG DANSKE VILDE DE VÆRE